Gåden om at få nye venner i 20'erne
Jeg tror, vi er mange, der grundlæggende har det på samme måde.
Vi elsker vores venner, og vil gerne have flere af dem, men synes det er svært at danne nye venskaber som voksen.
Hurtigt overblik
:
Hvordan får man nye venner som voksen – og hvorfor føles det pludselig så svært?
I dette personlige indlæg deler jeg mine tanker om “casual venskaber”, venne-FOMO og det at føle sig lidt forkert i et livsfase, hvor venskaber ikke længere opstår så naturligt som de gjorde engang.
Jeg spørger tit mig selv:
“Hvordan var det nu, en fremmed blev til en tæt ven?”
Og hvad med de mennesker, hvor man er et sted midt i mellem? Man er ikke fremmede, men heller ikke tætte venner – altså dem jeg kalder for “casual venner”.
Casual venner er dem, man kan hygge og grine med – men ikke nødvendigvis dele de dybeste tanker, og mest sårbare sider med.
Det svære midterfelt: casual venner
Casual venskaber har altid været lidt af en gåde for mig.
Jeg forbinder dem tit med den ubehagelige følelse af ikke at vide, om jeg er “købt eller solgt”. Vil de være rigtige venner med mig? Vil de have jeg åbner mere op, så vi kan blive det?
Desværre tror jeg “causal-stadiet” er svært at undgå i voksenlivet. Det er som om, jo ældre jeg bliver, jo længere tid sidder jeg fast i “casual stadiet” – og desto sværere er det at komme videre til det jeg kalder for “rigtige venner stadiet”.
Jeg savner dengang man kunne gå op til nogen og bare spørge dem:
“Vil du være venner?” – og så var man bedste venner.
Det er nemlig sådan de fleste af mine venskaber er startet.
Jeg trives dårligt i det uafklarede
Jeg har observeret, at nogle mennesker trives godt ved at have mange casual venner.
Og jeg forstår det godt. Det er rart at have nogle at gå i byen med, spille fodbold med eller træne med – og man kan lade de tunge ting blive hjemme, for de er ikke en del af venskabet.
Jeg ønsker også disse venskaber – men det er svært for mig at navigere i.
Her er en erkendelse: Jeg er en tryghedsnarkoman i mine venskaber.
Jeg bruger så meget energi på at afkode, om et venskab er “rigtigt”, om det er gensidigt – og det trætter mig. Jeg trækker mig derfor ofte – både bevidst og ubevidst – fra fællesskaber, hvor jeg ikke føler mig tryg.
Tryghed handler her om at være i tvivl: Er jeg ønsket i fællesskabet? Bliver mine inputs værdsat?
Og det er jo lidt et paradoks.
Jeg vil gerne have flere venner, men casual-stadiet, som ofte er vejen dertil, udmatter mig.
Og det gør, at jeg føler mig forkert.
Den usynlige sammenligning
Jeg har en dårlig vane:
Jeg sammenligner mine egne venskaber med mine venners.
Det lyder måske lidt kringlet, lad mig forklare:
Mine tætteste venner er fra folkeskolen og gymnasiet. Siden da, har jeg haft svært ved at få nye venner. På universitetet er det ikke lykkedes mig at finde en vennegruppe, man kan tage til fredagsbar med – og det har været ensomt.
Når jeg så hører mine venner fortælle om deres arbejds- eller studievenner, så får jeg dét der velkendte sug i maven. En blanding af:
- Er jeg bagud?
- Er jeg forkert?
- Hvorfor er det så svært for mig?
Og misforstå mig ikke – jeg ønsker at mine venner er omringet af så mange venskaber og så meget kærlighed som muligt. Men derfor kan det alligevel være svært at se ens venner få nye venner, når man selv synes det er svært.
I bund og grund ved jeg godt der ikke er noget galt med mig, men det kan være svært at ryste en god omgang venne-fomo af sig.
Altså frygten for at gå glip af noget – i det her tilfælde: venskaber og oplevelser.
En oplevelse, der lærte mig noget
For nylig sås jeg med en gruppe mennesker fra min højskole. Vi var i alt 4, og en af dem – vi kan kalde hendes A – havde jeg ikke haft kontakt til siden højskolen sluttede. De havde de 2 andre derimod.
Inden vi overhovedet havde ses, var jeg allerede usikker – hvorfor havde jeg ikke haft kontakt til A, når de andre havde?
Jeg var også nysgerrig: var der mon venne-kemi mellem A og jeg?
Vi mødtes, hyggede os, og i slutningen af dagen måtte jeg erkende, at der ikke var nogen venne-kemi mellem os.
og det var okay.
Normalt ville jeg have været ked af det og skuffet, men denne gang blev det en bekræftende oplevelse for mig.
Det, jeg tog med mig
Der var to ting jeg tog med mig fra besøget:
1) Det løsnede lidt op for min venne-FOMO.
Jeg fik mere ro i maven over, at det er okay ikke at være venner med alle – også selvom ens egne venner, er venner med dem. Der er ikke nogen, man “burde være venner med” – et venskab skal give én noget. Og for mig er ingen venner bedre end dårlige venner…
2) Det gjorde mig (ekstra) taknemmelig.
Selvfølgelig ved jeg at mine venner er fantastiske mennesker. Men denne oplevelse fik mig til at reflektere over, præcis hvor fantastiske mine venner er.
Måden mine venner og jeg er med hinanden, er faktisk meget specielt hvor mig.
Uanset hvad man siger, føler eller gør, så elsker de stadig en – og det er gensidigt.
Den kærlighed der er mellem os, og alle de måder den kærlighed viser sig på, sætter jeg enormt stor pris på.
At have mennesker, man føler sig set og hørt af, er for mig ret specielt og unikt.
Oplevelsen var ikke en decideret kur mod venne-FOMO eller en genvej til at stoppe med at sammenligne sig med sine venner. Men det bragte mig ét skridt tættere på at hvile i de venskaber jeg har og ligeledes at finde ro i de venskaber jeg ikke har.
Så… hvordan får man nye venner?
Jeg ved det virkelig ikke, men jeg vil prøve at se om det kan hjælpe at være mere modig.
Jeg vil prøve at være mere modig.
Være modig nok til at stille mig frem og sige “jeg vil gerne være venner med dig – vil du være min ven?”.
Spørge folk ud på venne-dates.
Turde åbne mig op og give lidt af mig selv til folk – også selvom nogle ikke giver det samme tilbage.
Men det er nok prisen for at finde de ægte venner, som også gerne vil give lidt af dem selv.
Men det er en pris jeg tror jeg er villig til at betale.
– Til dig, der også føler dig lidt forkert, fordi venskaber er blevet sværere med alderen: Du er ikke alene. Og måske er vi flere, som hver for sig er i gang med at samle modet.
Mange – venne – hilsner,
Sarah